Kender du til den gule sløjfe??
“Nååå, hvor er du sød”.... Det er svært at modstå trangen til at hilse på hver eneste hund, der går forbi, når man er en stor hundeelsker, men tænk dig om, før du rækker ud efter et hurtigt klap. Har du nogensinde stoppet op for at sige hej til en hund, for så kun at opleve at den knurrer eller bakker om bag sin ejer?
Hvis du elsker hunde, kan dette være særligt sårende. Men sandheden er, at en ængstelig eller aggressiv hund måske ikke altid viser tegn på frygt, før det er for sent, så den bedste fremgangsmåde er at være forsigtig omkring nye hunde.
Dog husk at ikke alle hunde er klar på den menneskelig kontakt - nogle er meget ængstelige hunde, og de har deres grunde til at være på denne måde. Der er ingen måde at vide dette om en hund fra en indledende hilsen, og det er præcis, hvad Yellow Dog Project søger at rette op på.
Hvad er Yellow Dog Project?
The Yellow Dog Project er en non-profit organisation, der uddanner offentligheden i, hvordan man hilser på en hund sikkert og reducerer dårlige interaktioner. Mange hundeejere vælger at mærke deres hunde, hvis de har brug for lidt ekstra plads i offentligheden ved at binde gule bånd til deres snore eller halsbånd. Dette gør det helt klart, at du nærmer dig en reaktiv hund eller en hund, der kan udvise aggressiv adfærd, hvis den bliver mødt på en måde, der sætter deres hundeangst i gang.
Hvilke hunde har brug for gule bånd?
En hund med et gult bånd i snoren kan have brug for ekstra plads af forskellige årsager:
Den kan være syg
Den kan være i løbetid
Den kan være usikker eller bange
Den kan være igang med et træningsforløb
Den er måske under rehabilitering
Den kan have en smitsom sygdom
Hunden kan have haft dårlige erfaringer med andre hunde
Hunde med frygt- eller angstudfordringer genkender muligvis ikke de venlige hensigter med en udstrakt hånd. Nogle hunde kan være reaktive eller bange omkring andre hunde og kan endda være i træning for at lære at opføre sig positivt i offentlige omgivelser.
Hunde med et gult bånd i snoren er ikke nødvendigvis aggressive. Ligesom mennesker, er nogle hunde mere udadvendte end andre. En hund, der foretrækker deres personlige rum, kan blive defensiv, når en ukendt person kommer for tæt på. Det er vigtigt at respektere både hund og ejer ved at give dem mere plads eller tid til at flytte sig.
Andre hunde, der bærer et gult bånd, kan lide af medicinske tilstande, der kan få dem til at opleve smerte ved berøring. En person, der kæler med en hund uden at spørge, ville ikke vide, hvornår et klap eller nussen i pelsen kan forårsage smerte, så et gult bånd er en fantastisk visuel påmindelse om at spørge ejerne først, før de interagerer med deres hunde.
Vær altid respektfuld og vis forståelse uden nødvendigvis at få en forklaring fra ejeren. De skylder dig ikke en forklaring på, hvorfor deres hund har brug for den ekstra plads. Den gule sløjfe fortæller dig, hvad du har behov for at vide og det er ‘hold afstand og giv plads’.
Generelt er det altid en god ide at spørge inden du kommer for tæt på, om du må hilse eller om din hund må hilse - gul sløjfe eller ej.
Sådan hilser du på ukendte hunde
Selvom det er særligt vigtigt at nærme sig hunde, der bærer gule bånd langsomt, er der nogle grundlæggende regler, som bør følges, hver gang du nærmer dig en ukendt hund, uanset om de bærer et bånd eller ej.
Du bør ikke henvende dig til en ny hund uden først at spørge om tilladelse fra hundens ejer. Kæl kun en hund, hvis ejeren giver sin godkendelse, og hunden udviser afslappet eller legende kropssprog og opførsel.
Undgå at vise truende adfærd ved at bøje dig ind over hunden for at klappe deres hoved, sæt dig i stedet på hug for at være på hundens niveau. Sæt ikke dit ansigt i hundens ansigt eller forsøg at kramme eller kysse en fremmed hund. Lad hunden komme til dig og vise interesse i at hilse. Mange forsigtige hunde kommer gerne og vil snuse til dig, men er måske ikke klar på den fysiske kontakt. Vær tålmodig og læs hundens kropssprog.
Du bør forstå hundens grundlæggende kropssprog - en hale gemt mellem bagbenene, ører lagt tilbage, et sænket hoved eller mangel på øjenkontakt er alle tegn på, at hunden ikke har det godt.
Undgå derudover at klappe en ukendt hunds næseparti, ben, fødder eller hale, da nogle hunde er følsomme over for at få disse områder berørt.
Hunde lærer ret hurtigt, hvem de kan lide - og hvem de ikke kan lide
"Du får aldrig en ny chance for at gøre et første indtryk." Hvis din første interaktion gik dårligt, vil det kræve meget arbejde at genvinde tilliden fra en angst hund.
Lær børn at hilse på hunde
Hvis du har børn, så husk at forklare dem, hvordan man nærmer sig og interagerer med hunde i alle former og størrelser. Mange børn bliver begejstrede, når de ser en hund, der går hen imod dem og skubber hænderne ind i deres zone. Dette kan være skræmmende for hunde og farligt for børn.
Hjælp din hund ved at give den plads
Hvis din hund har svært ved at færdes ude i offentligheden, kan du hjælpe den ved at give den plads. Dette gælder også, hvis din hund har tendens til at være aggressiv. Når en hund opfører sig aggressivt, hjælper det ikke at straffe den. Dette kan tværtimod gøre problemet værre. Det er vigtigt at huske, at når en hund opfører sig aggressivt ved f.eks. at gø, knurre eller vise tænder, stammer det fra et behov for at beskytte sig selv, og er et udtryk for usikkerhed. Det bedste du kan gøre her, er derfor at sørge for at din hund får plads til at falde til ro.
Hjælp andre ved at sprede budskabet
Det er desværre ikke alle, der kender reglerne omkring den gule sløjfe, så du kan hjælpe andre hundeejere ved at sprede budskabet omkring betydningen af de gule sløjfer. Derved kan man undgå misforståelser og uheld mellem hundeejere. For det er vigtigt at forstå, at selvom din egen hund “kan med alle”, er det ikke sikkert, at andre hunde har lyst til at snakke med alle. Og det er, hvad de gule sløjfer skal hjælpe med.
Et sidste ord fra os
Bottom line er, husk at spørge før du røre en andens hund, uanset om der er sløjfe på eller ej. Det er kun for at beskytte dig eller hunden hvis ejer siger nej, selvom det kan knække vores hundeelskende hjerte ikke at måtte røre.
- MyPetPassion
Skriv en kommentar