Hvad kan være farligt for min kat at indtage??
Selvom katte er mere selektive og kræsne end hunde, hvad deres mad angår, ses der stadig forgiftninger. Dette skyldes deres nysgerrighed og nøjsomme pelspleje som gør at en forgiftning desværre ikke er ualmindeligt. Visse faktorer øger ofte kattes risiko for en alvorlig forgiftning sammenlignet med hunde. Kattenes lille kropsstørrelse gør at mængden der skal til, for en egentlig forgiftning, ikke er stor. Derudover har de også et nedsat antal af visse leverenzymer, som påvirker deres levermetabolisme (omsætning af giftstoffer), hvilket gør dem mere følsomme over for medicin og kemikalier. Det kan være svært at opdage at en kat er forgiftet i tide fordi de har en vane med at gemme sig, når de er syge, dette kan resultere i at kattens symptomer bliver opdaget sent og katten derfor bliver mere alvorlig syg.
Katte kan blive forgiftet på flere forskellige måder. De fleste forgiftninger opstår, når katte spiser noget giftigt, indtager forgiftet bytte eller plejer forurenet pels. Nogle toksiner kan absorberes direkte gennem huden, såsom tea tree olie, og nogle få toksiner kan forårsage skade ved indånding, herunder kulilte og røg. Da katte går ekstrem meget op i rengøring af deres pels, kan enhver hud- eller pelseksponering hurtigt resultere i, at giften indtages fra pelsplejen.
Jeg har samlet de ting, man skal være varsom med i alfabetisk orden og det blev til et meget langt blogopslag. Derfor så brug dette som et opslagsværk til når du er i tvivl.
Nogle af de ting jeg fortæller om her, kan være alvorligt giftige i små mængder, mens andre skal indtages i større mængder for at være skadelige. Der findes ikke to katte, der er ens og der vil altid kunne findes en kat derude, som uden problemer kan have spist noget, som den på papiret ikke burde kunne tåle.
Jeg kommer ikke rigtig ind på planter her, men lover at lave et blogopslag om dette emne.
Skadelige og giftige ting, din kat ikke bør spise, være i kontakt med eller lege med
Alkohol og rå dej
Katte er nysgerrige af væsen og kan ved et uheld få fat i alkohol. Det kan f.eks. ske ved at de drikker fra en drink, når du kigger væk. Alkohol påvirker katte på samme måde som mennesker - bare kraftigere. Dette skyldes, at katte er meget mindre end os. Selv små̊ mængder alkohol kan forgifte en kat.
Symptomer: Opkast, overdreven savlen, diarré, ataksi (nedsat koordination, beruset gang), rystelser, CNS-depression (centralnervesystemet), pulsen falder, vejrtrækningsbesvær, krampeanfald, koma og kan blive livstruende.
Alkohol kan også komme fra helt andre veje end den direkte. F.eks. kan det komme via rå dej. Det er generelt ikke sundt for katte at spise gærdej. Dejen hæver og gærer i maven på katten og danner alkohol.
Hvis skaden er sket og katten har fået fat i lidt dej, så hold godt øje med din kat og sikre, at den ikke kommer til skade. En beruset kat kan nemt komme til skade på trapper eller med møblerne. Nogle katte kan blive aggressive, hvis de er berusede, fordi de føler stort ubehag.
Symptomer: Usikkerhed, slingrende gang mm.
Hvis din kat viser tegn på en mere kraftig alkoholforgiftning med symptomer som opkast, overdreven savlen osv. så kontakt din dyrlæge, da dette kan potentielt være livsfarligt for din kat.
Avocado
Hele avokadoen er giftig! Dette skyldes at den indeholder ettoksin kaldet persin. Persin antages for at være giftig for kat og for den sags skyld de fleste andre dyr. Dog mener man ikke at købeavokadoen er lige så giftig som den vilde. Hvor giftig den helt præcis er, er dog ikke undersøgt helt til bunds. Det giftige stof kan give akut celledød i hjertemuskulaturen og i mælkekirtlerne.
Symptomer: Nedstemthed, opkastning, diarré, åndedrætsbesvær, overbelastning, væskeophobning omkring hjertevævet, i lungerne og brystet. Kan blive livstruende.
Babymad
Babymad indeholder mange forskellige ingredienser. Typisk vil man kunne finde bl.a. løgpulver som er giftig for katte (se under løg). Hvis din kat får spist babymad, så tjek ingredienslisten og se om du skal holde øje med en eventuelt forgiftning.
Ben fra kød, så som fjerkræ eller fisk
Ben der er tilberedte, eksempelvis fjerkræsben fra aftensmaden, kan splintre og sætte sig fast i spiserøret, maven eller tarmene. Alle fjerkræben udgør en potentiel risiko for katte.
Bly
Blyforgiftning er mindre almindelig, men det kan forekomme ved indtagelse af blyforurenende husholdningsartikler, såsom maling og bilbatterier. Denne forgiftning opstår ofte ved at katten f.eks. får maling på pelsen, som den vil forsøge at slikke væk.
Symptomer: opkastning, mavesmerter, nedsat appetit, diarré, Ataksi (beruset gang/ubalanceret gang), kramper, blindhed og rysten.
Chokolade
Vi har alle hørt, at chokolade kan være dødelig for hunde, men det er også lige så giftigt for katte. Selvom det kan virke usandsynligt, nyder katte ofte at snacke trøfler, yoghurt med chokoladesmag, snack/proteinbarer, is/sirup, varm chokolade, budding, bagværk og almindelige chokoladechips eller barer. Chokolade indeholder stoffer som teobromin og koffein, der er giftigt for katte. Hvor meget chokolade katten kan tåle, er individuelt og afhænger både af kattens størrelse og af kakaoindholdet (jo mørkere chokolade, jo mere giftigt). Teobromin får kattens hjerte til at slå meget hurtigere og kan føre til hjerteanfald. Stoffet kan også irritere mave-tarm-kanalen og give maveblødninger, der kan være så voldsomme, at katten kan dø i løbet af nogle få dage. Symptomerne på chokoladeforgiftning hos katte, kan forekommer lang tid efter indtagelsen og mange vil derfor ikke sætte symptomerne sammen med chokoladen når det sker.
Symptomer: Hyperaktivitet, opkastning, mavesmerter, øget tørst, inkontinens, rysten, savlen, hjertebanken mm. Kan være livstruende.
Teobromin findes derudover også i the, kaffe og andre kakaoprodukter, som eksempelvis kakaoflis.
Fisk og dåsetun
Din kats kost må ikke udelukkende bestå af fisk og dåsetung – uanset om det er råt, konserveret eller tilberedt. Fisk i sig selv har ikke de rette niveauer af vitaminer eller mineraler i forhold til en kats næringsbehov. Dette kan medføre mangel på thiamin (B1-vitamin), hvilket resulterer i en nedsat lyst til mad, anfald og død. Derudover skal man holde øje med hvilken dåsetun man giver. Hvis du vil forkæle din kat med en dåsetun så husk at gå efter en som er tun i vand. Tun i olie er for fedtholdig til din kat og kan resultere i en fedtdiarre. Derudover så kig godt efter, at der ikke er tilføjet salt til dåsetunen. Dette kan resultere i en saltforgiftning i større mængder (se symptomer under saltforgiftning)
Frugtkerner og sten
Frugtkerner og frugtsten er sjove at lege med for katte men disse indeholder giftstoffet cyanid, der er ekstremt giftigt. Det kan være dødeligt, hvis din kat spiser frugtstenen eller kernerne den leger med. Nogle få æblekerner gør måske ingen skade. Større frugtsten kan også sætte sig fast i fordøjelseskanalen.
Symptomer: Overdreven savlen, Hurtig og/eller besværet vejrtrækning, Rysten, Kramper, Hurtig puls, Rødlige slimhinder, Udspilede pupiller og i værste fald ved større mængder kan der ses akut død inden for minutter til timer efter indtagelse (i større mængder)
Gødning
Denne lyder måske mærkelig, men den kan opstå ved at du har gødet din plæne og din kat da lige skal ud og ligge i græsset eller måske endda smage på græsset. Gødningsprodukter indeholder generelt varierende mængder af nitrogen (N), fosfor (P) og kalium (K) forbindelser. De kan være i flydende, granulær eller fast form og indeholde tilsætningsstoffer såsom herbicider, insekticider og fungicider. Da gødning normalt er en kombination af ingredienser, kan virkningerne af indtagelse variere.
Symptomer: Opkastning, diarré, savlen og mavesmerter. Generelt forårsager de mild til moderat irritation af mave-tarmkanalen men symptomerne kan være mere alvorlige, hvis en større mængde indtages.
Hunde mad
Du har helt ret, hundefoder er ikke giftigt for katte. Dog er det farligt hvis du kun fodre din kat med hundefoder. Vi er stødt på flere, som i god tro tænkte at det var lettere at bruge samme foder til katten som til deres hund og ideen kan vi godt følge men desværre er dette ikke en god ide. Dette skyldes at næringsstofferne i hundefoder ikke opfylder kattens behov. Kattefoder skal nemlig indeholde meget vitamin A, taurin, arachidonsyre og protein, og dette lever hundefoder ikke op til. Hunde kan overleve med lavere niveauer af vitamin A og protein, mens katte ikke kan. Især taurin er en vigtig ting for katten og uden denne vil katten kunne dø af mangel da de ikke selv kan producere taurin. Hunde kan selv producere taurin og arachidonsyre og er derfor at disse ikke er vigtige i hundefoder. Uden en tilstrækkelig mængde taurin kan katte udvikle hjertesygdomme, syn og tandproblemer.
Insekticider og molluskicider
Endnu et punkt der får næsen til at rynke lidt, men det er faktisk et reelt problem. Denne eksponering sker ofte når en kat går igennem et behandlet områder hvor vi bruger plæne- og haveprodukter, sprays, pulvere eller granulat. Insekticider indeholdende organophosphater og carbamater er meget giftige for katte. Dette sætter sig i pelsen og vil forgifte katten når katten vasker sig. Heldigvis er alvorlig forgiftning sjælden.
Myrelokkemad indeholder borsyre, som er giftig for katte, hvis de spises i store mængder. Myrelokkemad har en sød lugt og smag for at tiltrække myrer. De ser også ud til at tiltrække katte.
Symptomer: opkastning, diarré, savlen, muskelrystelser og kramper.
Insekticider bruger vi også til at beskytte vores dyr. Nogle af disse indeholder pyrethriner og pyrethyoider, som kan være giftige for katte. De bruges til at behandle lopper og lus hos katte, hunde og fugle, men hvis de bruges forkert, vil de forårsage alvorlig sygdom.
Symptomer: depression, savlen, muskelskælven, nedsat respirationsanstrengelse og ubalanceret gang.
Når vi snakker om lopper og flåt behandlinger er vi nødt til at understrege især:
Bayvantic, Frontect, Vectra 3D
Dette skyldes at de er skyld i Permethrinforgiftning hos katte. Selvom det virker godt hos hunde, er det meget giftigt for katte. Forgiftning opstår, når man anvender hundeprodukterne direkte på katten. Det er så giftigt for katte at der er set symptomer hos katte, som har slikket disse medikamenter af hunde. Grunden til at dette er så ekstrem giftigt for katte skyldes at Stoffet skal normalt udskilles igennem leveren. Den evne har katte ikke og udskillelsen foregår altså meget langsomt. Det betyder at katte ophober stoffet i blodet og dermed opbygger en koncentration der er farligt for katten. Der skal ikke meget til at skabe en forgiftning hos katte, da de slet ikke kan tåle stoffet.
Man vil se de første alvorlige symptomer, hvis man giver en dosis der svarer til samme størrelse hund.
Symptomer: Sitren og krampeanfald, Opkast, Pludselig overdreven savlen, Ukoordinerede bevægelser, Forstærket hudfølsomhed (hyperæstesi), Overophedning / feber. Dehydrering, ubalance i blodets saltbalance. Dette kan lede til væskeudtrædning (ødem) i lungerne og hjernen.
Hvis katten ikke har symptomer eller kun svage symptomer, skal katten vaskes i for eksempel sulfosæbe. Pas meget på at katten ikke bliver kold
Læs altid etiketterne omhyggeligt, før du bruger nogen form for insekticid, og spørg din dyrlæge om passende topiske loppe- og flåtmedicin til din kat.
Molluskicider (snegle- og sneglelokkemad) kommer i en række forskellige former og kan blandes med andre toksiner. Den eneste sneglegift, der er godkendt i Danmark, er baseret på jernfosfat også kaldet ferrifosfat. Dette middel er skadeligt for nøgne snegle, men ikke giftigt for katte og havens andre dyr. Man kan dog være uheldig at se ulovlig sneglegift i butikker i Danmark, og nogle mennesker køber ulovlige midler på nettet, f.eks. tyske sneglemidler baseret på Metaldehyd, der er en meget farlig nervegift. Giftstoffet spreder sig i hele kroppen og kan føre til leversvigt, ødelæggelse af blodets evne til at størkne og i mange tilfælde ender det desværre med døden. Der er ingen modgift til denne forgiftning. For at lokke sneglene til giften, er der ofte tilsat klid eller melasse, hvilket også tiltrækker katte. Tjek derfor etiketten grundigt og tal evt. med dine naboer om, hvad de bruger.
Symptomer: Opkast, voldsom savlen, nervøsitet, uro, hjertet banker hurtigt, hyperventilering, stiv gang, gentagne ufrivillige rykvise øjenbevægelser frem og tilbage eller op og ned (nystagmus), udvidede pupiller, forbigående blindhed, muskelrystelser eller kramper, øget kropstemperatur (hypertermi), voldsom krampagtig bagudbøjning af nakke og ryg (opistotonus)
Symptomer kan udvikles indenfor 30 minutter efter indtag, men der kan også gå 3 timer eller mere. Det er meget vigtigt at man kontakter sin dyrlæge så hurtigt som muligt! Katte og hunde der har spist seglegiften, skal til dyrlægen inden for 3 timer.
Kaffe, te, cola, energidrikke
Katte har en tendens til lige at tage hovedet i alle glas den kan se. Det er derfor der også en risiko for denne forgiftning. Indeholdet af koffein, påvirker kattens centralnervesystem og hjerte. Der er koffein i kaffegrums, cola, te og energidrikke som Red Bull. Derudover indeholder Te theobromin, ligesom chokolade, og er også giftigt for din kat.
Symptomer: rastløshed, hjertebanken, muskelsitren og kaste op.
Kartofler og især de grønne
Hvis din kat er en af de som kan lide kartofler så husk Rå kartofler, Umodne kartofler, grønne kartofler, kartoffelplantens grønne blade og kartoffelæblerne indeholder giftstofferne solanin og chaconin. Solanin er ætsende, kan give mavetarm-irritation, pludselig blodmangel og påvirker kattens nervesystem. Forgiftningen er dog oftest mild, og det er således ikke sikkert at katten udviser tegn på forgiftning. Dette skyldes at stoffet solanin optages meget dårligt af katten, ligesom det ofte omdannes til mindre giftige stoffer, der hurtigt udskilles fra kroppen. Kogte kartofler udgør ingen risiko for forgiftning i en sund og rask kat (de indeholder dog så stor en mængde kulhydrater at man stadig bør holde sig fra at give hunden for mange kartofler). Det bedste er dog at skrælle og koge dine kartofler eller at bage dem, da solaninen sidder i skrællen.
Symptomer: Uro i tarmsystemet, kvalme, savlen, Opkast, Diarre, nedsat appetit, Nedstemthed, Udvidet pupiller, Lav puls, kramper, bugsmerter, blodig diarre, åndedrætsbesvær, lammelse og bevidstløshed.
Kastanjer
Katte har tendens til at være interesserede i kastanjer fordi de er sjove at lege med. Både kastanjefrugten, bladene, blomsterne og barken indeholder glycosidet aesculin, som er giftigt for katte. Heldigvis er det super sjældent, at katten spiser noget men risikoen er der.
Symptomer: Savlen, opkast, diarré, bugsmerter, nedsat appetit, dehydrering, kramper, lammelse, stivhed, feber. Symptomerne viser sig typisk to dage efter indtagelse, men sommetider før.
Udover at forårsage forgiftning kan kastanjer også sætte sig fast i kattens hals/mavetarmkanal og blokere for passage.
Kølervæske
Kølevæske og frostvæske? Ja den er god nok katte drikker kølevæske og frostvæske. væskerne smager sødt og dyr kan derfor godt lide at drikke det men de indeholder glykol som er meget giftigt for katte, selv i små mængder. En dødelig dosis er på 1,5 ml/kg. Normalt opbevares kølervæske sikkert i en plastikdunk, men kan ved uheldige tilfælde blive tilgængeligt for katten. Disse væsker er ofte fedtet og ejeren kan nogen gange se at kattens poter er smurt ind i kølervæske. Hvis din kat har indtaget glykol, nedbryder den det til en mængde giftige stoffer, der kan give akut, livstruende nyresvigt. Hvis ikke katten får behandling hurtigt efter indtagelse, så fører det ofte til alvorlige skader eller død. Derfor tag straks katten til dyrlægen ved mistanke om glykolforgiftning. Jo senere, dyrlægen kontaktes, jo større er risikoen for, at katten dør eller får varige nyreskader.
Symptomer: Slingren, kvalme, opkast, depression, hyperventilering og hjertebanken, øget drikkelyst med hyppig urinering, væskemangel, nedsat kropstemperatur (hypotermi) og kramper. koma og død inden for 12-24 timer efter indtagelse.
Først efter 12 timer kan man sige noget om kattens skæbne. Enkelte katte er så alvorligt påvirket, at de får kramper og går i koma. Hvis katten ikke dør, tager sygdomsforløbet ofte 3-4 uger. Hvis katten overlever et nyresvigt, skal den fremover leve med kronisk dårlige nyrer.
Lever/Leverpostej
Uuuh den gode leverpostej. Katten og hundens favorit og en nem lille hygge snack at give. Som udgangspunkt kan katten godt tåle leverpostej. Når dette er sagt, så indeholder leverpostej en del ingredienser, som katte ikke kan tåle. Derfor bør du altid tjekke hvad leverpostejen er tilsat. En del postejer indeholder fx løg og hvidløg – to fødevarer som katte ikke kan tåle. Derudover bør Katte ikke få lever i for store mængder, da det kan medføre en A-vitamin forgiftning. Katte kan dog godt tåle lever i meget små mængder. Dette kan påvirke dens knogler og føre til knogleskørhed. Det høje indhold af fedt og salt i leverpostej kan også have negative følgevirkninger for din kat.
Løg, hvidløg og blomsterløg
De fleste af vores løg og løgplanter er giftige for katte og ej forglemme porre som også hører til løgfamilien. Dette skyldes at løg indeholder alicin, der er giftigt for katte. Alicin findes både i rå og tilberedte løg og kan forårsage blodmangel hos katten. Det er svært at vide, hvor meget løg, der skal til, for at katten bliver forgiftet. Du bør derfor undlade at give din kat nogen former for løg. Det er især vigtigt at tænke på, hvis du giver din kat madrester, fordi der meget ofte er store mængder løg i vores mad. Hvis din kat har gnavet i de nyplantede løgplanter og begynder at opføre sig anderledes, så ring straks til dyrlægen. Vær opmærksom på, at mange af blomsterne til løgplanter også er giftige for din kat når du har dem inde i vaser.
Symptomer: Diarré, opkastning, sløvhed, svaghed, kramper, nedsat appetit, åndedrætsbesvær, blege slimhinder, mavesmerter, orange til mørkerød urin og kan desværre forårsage dødsfald.
Hvis du ser nogle af disse symptomer skal katten straks tages til dyrlægen.
Macadamianødder og valnødder
Alle typer nødder er giftige, men Macadamianødder er særligt giftige for katte og kan føre til alt lige fra opkast til lammelser og død. Inden for 12 timer kan katten udvikle forskellige symptomer som at miste balanceevnen, få feber og kaste op. Symptomerne kan forværres, hvis katten har spist nødderne i chokolade. Årsagen til at nødderne er giftige vides endnu ikke.
Symptomer: Nedsat appetit, opkastninger, blodig afføring, nedsat leverfunktion, diarré, uro i mave/tarm, slingren, sløvhed, lammelser og kan være livstruende.
Vær også opmærksom på, at katten kan få saltforgiftning af at spise saltede nødder.
Mælk og mejeriprodukter
Den her har de fleste af os nok kommet til på et eller andet tidspunkt i vores liv. Dette skyldes at vores katte elsker at drikke mælk også selvom det ikke er godt for dem. Katte har problemer med at fordøje laktosen i mælk, hvilket kan forårsage mavebesvær eller diarré. Katten starter med at drikke mælk med laktose som killinge,r men fordi deres mælkeperiode kun vare i et par uger, er deres fordøjelsessystem ofte ikke udstyret til at klare laktose senere i livet. Så mens nogle katte ikke har problemer med at tolerere mælk, anbefales det ikke at katte mælk, på grund af muligheden for fordøjelsesproblemer.
Symptomer: diarre, mavesmerter, depression.
Medicin
Det sker ikke sjældent at en kat forgiftes med medicin der er beregnet til hunde eller mennesker. Desværre kan disse medikamenter være nogle af de mest dødelige for katte. Katte har svært ved at nedbryde nogle bestemte lægemidler, som hunde og mennesker har det fint med at få. Dette gælder bl.a. paracetamol, som er almindeligt anvendt til både mennesker og hunde men er ekstrem giftig for katte. Derudover er ibuprofen (Advil® eller Motrin®) og naproxen (Aleve®) også med i gruppen over farlige medicamenter for katten. Selv nogle præparater der er lavet til dyr kan være giftige for katte, hvis de gives i en for høj dosis eller i længere tid end anbefalet. Vi vil prøve at give dig et let overblik over de mest almindelige medicinforgiftninger her.
Paracetamolforgiftning (Panodil, Pamol, Pinex oa.): Katte er ekstremt følsomme over for paracetamol toksicitet. Den toksiske dosis for katte er 50 til 100 mg/kg.
Symptomer: er brunt tandkød, åndedrætsbesvær, blod i urinen, gulsot og hævelse.
Giv ALDRIG Paracetamol til katte!
Aspirin: De anbefalede doser til katte til lindring af smerter og feber er 10 mg/kg hver 48. time. Den toksiske dosis er 80 til 120 mg/kg i 10 til 12 dage. Symptomer: anoreksi, opkastning, maveblødning, anæmi og hypertermi. Symptomerne der kommer er afhængig af hvilken dosis den har fået
Ibuprofen: Katte er meget følsomme over for ibuprofen-toksicitet. Det er kendt, at en akut indtagelse på 50 mg/kg vil give en toksisk effekt.
Symptomer: opkastning, depression, anoreksi og diarré.
Smertestillende som du smører på huden: De fleste medikamenter du smører på huden indeholder det ikke-steroide antiinflammatoriske lægemiddel NSAID (for eksempel ibuprofen, Diclofenac og flurbiprofen). Hvis du bruger disse medikamenter, bør passe på, for din kat kan komme i kontakt med cremen ved at gnide op mod dig, eller ved at slikke på det område, cremen blev påført. katten kan også få det på sig, hvis du klapper den efter at have påført cremen med dine hænder, uden at vaske dem.
Symptomer: opkastning, depression, anoreksi og diarré.
Medikamenter med serotonin: Anti-drepressiv medicin af SSRI-typen søger for, at hjernen har nok serotinin. Får man for meget anti-depressiv medicin på én gang, kan hjernen ikke komme af med det overskydende serotonin og man får serotonin-forgifting eller såkaldt Serotonin Syndrom. Serotonin påvirker hjernen mange steder, så symtomerne på serotoninforgiftning kan komme fra mange steder i kroppen. Dog skal man ofte slå koldt vand i blodet, for i et amerikansk studie viser man at 3 ud af 4 hunde, der har fået for meget serotonin re-uptake inhibitor-medicin (SSRI), selv ikke viste symptomer.
Symptomer: Træthed, afkræftelse, depression, hyperaktivitet, ukordineret gang (ataksi), overreaktive reflekser, rysten/sitren, kramper, forbigånde blindhed, meget store pupiller, Opkast, diarre, Savlen, Mavesmerter, Påvirket puls (høj eller lav), arytmisk puls, Højt blodtryk, For langsom vejrtrækning, feber.
Serotoninforgiftning har sjældent døden til følge men hvis din kat viser nogle af de tegn, der er listet over, bør du kontakte din dyrlæge med det samme.
ADHD-medicin: Katte synes også at kunne lide smagen af visse ADHD-mediciner (f.eks. Adderall), som synes at indeholde en attraktiv lugt eller smag i belægningen. Disse virker stimulerende og hæver puls, blodtryk og kropstemperatur til farlige niveauer.
Symptomer: Øget puls, forhøjet blodtryk, feber, rastløshed
Antidiabetika: forårsager et stort fald i blodsukkerniveauet.
Symptomer: Desorientering, manglende koordination og anfald
Forkølelsesmedicin: virker som et stimulerende middel,
Symptomer: Forhøjet hjertefrekvens, blodtryk, kropstemperatur og anfald
Vitamin D-derivater: De fleste af eksponeringerne for vitamin D3 er fra nysgerrige killinger, der indtager folks D-vitamintilskud, der indeholder cholecalciferol (også kendt som vitamin D3). Dette forårsager livstruende stigninger i blodcalciumniveauet, hvilket kan beskadige følsomme organer, herunder nyrer, hjerte og lunger. Denne skade resulterer ofte i nyresvigt.
Symptomer: kvalme, diarré.
Nikotin(cigaretter, skod, snus eller e-væske)
Nikotinforgiftninger kan ske på mange måde. Katten kan lege med en gammel snuspose der ligger fremme, eller cigaretskoder i naturen. Derudover er der også e-cigaretternes refills med nikotin i som kan blive indtaget. Får en kat fat i sådan én, får den en meget høj og potentielt livsfarlig dosis nikotin. Den mindst dødelige dosis er ca. 20-100 mg. En pakke cigaretter indeholder ca. 13-30 mg – der er 0,7 – 1,2 mg i en cigaret.
Nikotin stimulere først nerverne og hæmmer dem så bagefter. En meget høj dosis nikon kan ende ud i en lammelse af vejrtrækningen. Dette skyldes at nikotin påvirker det autonome nervesytemt, som er den del af nervesystemet, der styrer alle de processer i kroppen, der er uden for vores egen kontrol. Det er f.eks. tarmsystemet, blodtryk og til dels puls og vejrtrækning.
Symptomer: Opkast, Diarre, overdreven Savlen, Unormal hjerterytme, Overfladisk vejrtrækning, Ukoordinerede bevægelser, Rystelser og kramper, Afkræftelse, kollaps. Denne forgiftning kan føre til død.
Symptomerne kommer hurtigt (inden for 15-45 minutter)
Søg dyrlæge hurtigst muligt hvis du har mistanke om en forgiftning.
Rabarber og stjernefrugt
Rabarber og stjernefrugt indeholder opløselige calciumoxalat-krystaller. Disse oxalater findes i alle dele af begge planter. Calciummet i kroppen bindes til de opløselige oxalater, og dermed falder niveauet af calcium i katten. I rabarber er koncentrationen højere i bladene, mens stænglerne ikke rigtig regnes for at være giftige. Det gode er, at der skal en stor mængde til, før der kan ske en forgiftning.
Symptomer: opkast, diarré, voldsom savlen, sløvhed, muskelsvaghed, rystelser, kramper, blod i urinen samt øget tørst og urinering. I de mest alvorlige tilfælde, ses der nyresvigt.
Husholdningsrengøringsmidler
Mange katteejere er ikke klar over, at nogle almindelige husholdningsrengøringsmidler, herunder rengøringsmidler til køkken- og badeoverflader, tæpperensere og toiletskålrensere, kan være giftige for katte.
Symptomer: savlen, åndedrætsbesvær, opkastning, sår i munden (sår i mave-tarmkanalen og organskader)
Rottegift
Dette er en almindelig årsag til katteforgiftning, og de fleste mennesker er ikke klar over, at det at spise en forgiftet gnaver også kan forgifte din kat. Rottegift indeholder stoffer, der forhindrer blodet i at koagulere. Hvis din kat kommer til at spise rottegift, får den derfor indre blødninger. Det er en livstruende tilstand.
Forskellige former for rottegift kan variere i farlighed, prøv derfor at finde ud af, hvilken type rottegift, din kat har spist. Tag om muligt emballagen med til dyrlægen da det er vigtigt, at du og din dyrlæge har identificeret den aktive ingrediens i de indtagne produkter korrekt for at sikre, at behandlingen er passende. . Chancen for helbredelse afhænger bl.a. af, hvor hurtigt man reagerer.Tegn på rodenticid indtagelse vises en til fire dage efter indtagelse.
Symptomer: Blege slimhinder, bugsmer, blødninger fra næse, mund og svælg, blodig opkastning, Blå mærker, indre blødninger, diarre med blod i afføring, eventuelt halthed og dødsfald. Symptomer på forgiftning med antikoagulanter optræder ofte nogle dage efter indtagelsen.
Det er ekstremt vigtig at kontakte dyrlægen så hurtig som muligt da behandlingen skal sættes ind i tide. Hvis dette er tilfældet kan katten blive helt rask uden mén.
Rå æg og råt kød
Ligesom mennesker kan indtagelse af rå æg eller råt kød føre til salmonella- eller E. coli-forgiftning hos katte. Du kan sagtens give dine katte råt kød, men bare vær opmærksom på muligheden for forgiftning. Rå æg indeholder også et enzym, der kan føre til hud- og pelsproblemer.
Symptomerne: Opkastning, diarré og sløvhed.
Salmonella og E. coli kan også overføres til mennesker, så vær omhyggelig med at vaske dine hænder ordentligt efter madlavning og hold din kat væk fra disse råvarer. Salt
Salt
Salt udgør en vigtig bestanddel i din kats kost og spiller en afgørende rolle i dens velbefindende. Salt opretholder kropsvæsken og er nødvendigt for at organerne og nervesystemet kan fungere. Men hvis din kat indtager en stor mængde salt, kan den få saltforgiftning. Din kat kan f.eks. have spist noget fra din tallerken med meget salt på og den ikke er ret stor, så skal der ikke ret meget til. Den første reaktion på saltforgiftning er ofte kvalme og diarre. Hvis disse symptomer optræder er det vigtigt at få katten i behandling for at den ikke mister for meget væske. Hvis du har børn i hjemmet og de er med til at bage eller leger med trylledej, så kan det være en idé at holde dyrene væk, da de hurtigt kan snuppe alt der falder på gulvet.
Solbær
Uanset hvor lækre du selv synes solbær er, så ikke del dem med din kat. Dette skyldes at solbær kan give din kat nyreskader.
Symptomer: Diarré, opkastning, nedsat vandladning, mavesmerter, nedsat appetit, træthed, skælven, kramper, øget tørst. Kan forårsage dødsfald
Spinat
Spinat har både fordele og ulemper. På den ene side indeholder spinat store mængder vitaminer såsom A, B, C og K. Så indeholder spinat også jern, antioxidanter, f.eks. beta-karoten og fibre som er gode for din kat. Men på den anden side indeholder spinat oxalsyre, som hæmmer kroppens evne til at optage calcium og i ekstreme tilfælde kan føre til nyresvigt. Heldigvis skal der store mængder spinat til for at føre til nyresvigt, og katte med sunde nyrer kan godt tåle små mængder spinat. katte med nedsat nyrefunktion skal ikke have spinat.
Tomater og tomatplanter
Det er bedst at undgå tomater i din kats måltider. Ligesom kartofler indeholder tomater stoffet solanin, som er giftigt for katten. Stoffet findes dog primært i tomatplantens grønne dele (stænglen, bladene og de umodne frugter). katte kan altså godt slippe afsted med at indtage modne tomater i meget små mængder uden at blive forgiftede af solanin. Til gengæld indeholder tomater også stoffet alpha-tomatin, der i store mængder kan være skadeligt for kattens hjerte. Men her skal der være tale om ganske store mængder. Derudover er katte ikke super interesseret i tomater.
Symptomer: savlen, besværet vejrtrækning, kolik, opkastning, diarre eller forstoppelse.
Tudser
Selvom hunde er mere tilbøjelige til at blive udsat for giftige tudser, er det rapporteret, at katte også udvikler forgiftning. Møder med tudser er mere almindelige i regntiden (marts-september), når ynglen finder sted. Tudser er mest aktive efter regn eller ved daggry, skumringstid og om natten. Tudser har giftkirtler under huden, og de udskiller en gift, som katten er følsomme overfor. Danske tudser er ikke særlig giftige, men katten kan godt blive ramt af tudseforgiftning alligevel. Denne type forgiftning er som regel ikke farlig, men det kan være ubehageligt for katten.
Symptomer: Voldsom savlen og små pupiller mm.
Som regel er det nok at holde øje med din kat. Hvis katten bliver meget generet, kan man kontakte dyrlægen.
Vindruer og rosiner
Alle former for vindruer og rosiner kan give katten alvorlige nyreproblemer. Dette kan føre til nyresvigt og dermed være dødelige. Selv en lille mængde druer og rosiner kan få din kat til at blive syg - de kan endda føre til hurtig udvikling af nyresvigt. Inden for 12 timer efter indtagelse opstår der nogle gange opkastning. Det er meget individuelt, hvilken mængde katten kan tåle, og om den overhovedet bliver påvirket. Dette afhænger også af kattens størrelse. Den giftige dosis er fra én til otte rosiner eller vindruer pr. kilo kropsvægt. Det er ikke alle katte, der bliver syge. Nogle dyr kan spise rosiner og vindruer hele deres liv, uden at de på noget tidspunkt bliver syge. Andre katte kan dø af kun ganske små mængder. Men er det chancen værd at afprøve? Nej vel. Undgå derfor at give din kat rosiner eller vindruer.
Symptomer: Diarré, opkastning, nedsat vandladning, mavesmerter, nedsat appetit, træthed, skælven, kramper, øget tørst. Kan forårsage dødsfald
Xylitol
Xylitol er et kunstigt sødemiddel og efterhånden er der mange fødevarer, som indeholder xylitol istedet for sukker. Tandpasta, tyggegummi, slik og sukkerfrie varer er eksempler på produkter, der kan indeholde xylitol. Sødestoffet xylitol er farligt for katte og det kan blandt andet give permanente leverskader. Xylitol udløser en voldsom frigivelse af insulin i katten og sænker dermed blodsukkeret. Indenfor ganske kort tid kan katten gå i koma og afhængigt af den mængde xylitol katten har indtaget, kan den også få leversvigt. Det er meget individuelt, hvor meget en kat kan tåle af stoffet, og afhænger også af kattens størrelse. Giv derfor aldrig din kat noget, der indeholder xylitol.
Symptomer: Opkastning, rysten, nedstemthed, slinger, lavt blodsukker, kramper, bevidstløshed Kan være livstruende.
Et sidste ord
Så kom vi endelig de vigtigste igennem. Hvis du er usikker på om din kat har spist noget, der kan være skadeligt, bør du altid kontakte dyrlægen omgående. Den vigtigste faktor for, hvor godt din kat klarer en eventuel forgiftning eller blokering af tarmkanalen, er tiden mellem indtagelse og behandling. Det kan være en god ide at tage noget med af det der kan have forgiftet katten, så dyrlægen har en hurtig anelse om hvilken behandling der er den rette. Jo hurtigere din dyrlæge kommer ind på præcis hvad der forgifter din kat, jo hurtigere kan det stoppes.
Det var så det sidste for denne gang. Pas på jeres missere og husk "better safe then sorry"
-MyPetPassion
Skriv en kommentar